Dalby Præstegård
Dalby Præstegård
I Dalby på Hindsholm ligger præstegården fra 1843 smukt på skrånende terræn for enden af en lille allé. Præstegården ligger med en præsentabel forplads mod syd og et større haveanlæg med en imponerende prydhave op ad den bagvedliggende bakke mod nord.
Den nuværende præstegård er opført efter nedrivning af en tidligere præstegård fra starten af 1600-tallet, og præstegårdens historie rummer flere istandsættelser, der hver især har sat deres præg på bygningen. Særligt i 1950’erne er der udført flere velgennemtænkte og arkitektonisk overbevisende istandsættelser. De stedvist bevarede tilføjelser – f.eks. med modernistisk inventar – besidder en kvalitet, der forankrer istandsættelserne som en del husets historie.
Nyt veltilpasset køkken og bryggers
Som led i en omfattende istandsættelse omkring 2022 har Vaag Arkitekter tegnet nyt inventar til køkken, bryggers og badeværelser. De berørte områder befinder sig i de dele af boligen, hvis rumprogram undergik de største ændring i midten af det 20. århundrede. Det nye inventar er valgt og tegnet med den eksisterende indretning i mente, så det indskriver sig naturligt i dette kapitel af bygningens historie.
I køkkenet findes en eksisterende skabsvæg med forrammeskabe. Denne, og dens samtid, har fungeret som en vejviser for det nye køkken- og bryggersinventar. Der har undervejs i projektet været en rigtig god dialog med den udførende snedker, hvilket har medvirket til det både autentiske og økonomisk fornuftige resultat. Køkkengulvet er, ifm. en anden, nyere istandsættelse, blevet belagt med linoleum. Dette tiltag er bevaret – dog med en anden variant med en mere homogen overflade og i en varmere tone. I bryggers er gulvet skiftet fra linoleum til Zahna-fliser i to farver, der fungerer rigtig godt sammen med køkkengulvets varme nuance.