Dyrup Kirke
Dyrup Kirke
Dyrup Kirke er opført i 1986 efter tegninger af arkitekt Holger Jensen efter afholdelse af en arkitektkonkurrence. Oprindeligt fremstod kirken med skarpskårne, blankmurede teglfacader og tagdækning af gule teglsten, men under den kraftige storm i december 1999 blev bl.a. taget beskadiget, hvilket gjorde det nødvendigt at ombygge tagkonstruktionen. Taget og øverste del af facaderne blev derfor beklædt med zink. Indendørs blev der udført synlige vindafstivende stålkonstruktioner, og i den ellers åbne trappekonstruktion blev “gavlen” udmuret.
Kirkens arkitektur skaber med sin skala, indretning og materialer en afslappet og dog højtidelig stemning. De primære, gennemgående materialer er indvendigt gule teglsten til vægge, gule teglstensgulve og træ lakeret med mat, klar lak. Inventaret stammer hovedsageligt fra opførelsen, herunder bl.a. alter, døbefont og prædikestol. Lysarmaturer og detaljer i kirken er generelt udført i messing.
Bedre lysforhold og styrket helhed
Projektet har omhandlet en forbedring af belysningen og lysforholdene i kirkens fire hovedrum, etablering af et nyt kunstværk og diverse materiale- og farveændringer, der er med til at fastholde og tydeliggøre enkeltheden og kvaliteten i bygningens grundlæggende, arkitektoniske idé.
Til placering over alteret i kirkerummet har tegnestuen tegnet en ny ringkrone af messingrør med påbyggede pendler. Formen understøtter alterets cirkulære form, og designet fremstår diskret uden at stjæle fokus fra alterudsmykningen. Konfirmandstuen, der fremstod meget mørk, er blevet lysnet via et nyt ovenlys samt via nye glaspartier i væggen mellem Samlingssalen og Konfirmandstuen. I samme ombæring er lyskilderne generelt udskiftet.
Den styrkede materiale- og farveholdning ses bl.a. ved de udvendige døre og stålsøjlerne i foyeren, der før stod røde men nu fremstår med en mørkeblå farve, der er bedre afstemt ift. de gule facadesten, farven på vinduerne og den udvendige zinkbeklædning. Betræk på bænke, knæfald og bedeskammel er blevet udskiftet, ligesom alle gulvtæpper er udskiftet. På døre m.v. er der monteret nye dørgreb og vridere i ulakeret messing svarende til de originale og til kirkens øvrige messingelementer og -detaljer. I Konfirmandsalen er linoleumsgulvet erstattet af gule gulvtegl magen til kirkens øvrige gulvbelægning.
Et papirklip i stål
Til trappetårnet i kirkens foyer har billedkunstner Sonia Brandes skabt et “papirklip” med bibelske motiver udført i cortenstålplader med bladguldsaccenter. Pladerne er monteret på trappetårnets bagvæg mellem tårnvangerne. Kunstværket kan opleves fra foyeren, balkonen og fra selve kirkerummet.